Akantus: en tidselplante fra Middelhavsområdet med store, fligede blade.
Alba (del af den liturgiske dragt): fodlang messeskjorte, bæres under alle messeklæder.
Alterskab: altertavle bestående af midtskab med relieffer og et eller flere sæt bevægelige fløje.
Ambulatorium: koromgang.
Amictus (del af den liturgiske dragt): halslin.
Andagtsbillede: passionsbillede, som betragteren kan indleve sig i under personlig andagt, meditation eller bøn.
Anna Selvtredje: Anna, Jomfru Marias moder, med Maria og Jesusbarnet.
Apokalyptisk Madonna: fremstilling af Jomfru Maria i solgissel, trædende på måneseglen. En identifikation af Maria med kvinden i Johannes' Åbenbaring 12,1.
Arma Christi: fælles betegnelse for lidelsesredskaberne: tornekronen, søjlen, svøben og riset, korset, naglerne og isopstænglen. Kan også omfatte Veronikas svededug, hammeren, knibtangen, stigen m.fl. Ofte holdes lidelsesredskaberne af engle.
Attributter: de særlige kendetegn, der identificerer f.eks. en helgen. Baldakinalter: altertavle bestående af figur på firkantet sokkel med dorsale, baldakin og foldefløje.
Bibelhenvisninger: med mindre andet er nævnt, henvises der til den danske bibeloversættelse 1992/98 med de dér anvendte forkortelser.
Bireta: skyggeløs hue eller hat, brugt af gejstlige.
Bogpose: se posebind.
Bolus: lerart, der bliver klæbrig ved befugtning og kan poleres, anvendes som grund under forgyldning. Rød bolus indeholder jernoxid.
Casula (del af den liturgiske dragt): messehagel, udformningen veksler.
Ciborium: 1) dække, båret af fire søjler, over et alter; 2) hostiegemme, ofte forgyldt beholder med låg.
Corpus: midterskabet i en altertavle.
Dalmatika (del af den liturgiske dragt): en diakons liturgiske overklædning, oprindeligt en lang og lukket kappe med vide ærmer, senere kortere og opslidset i siderne. Kan også af en biskop ved visse lejligheder bæres under korkåben.
Dorsale: rygbræt eller bagklædning i forskellige former for helgenskrin, såsom balda-kinaltre og figurtabernakler.
Dorsalealter: altertavle bestående af skulptur på en sokkel med et rygbræt.
Eukaristisk: vedr. nadveren, eukaristien.
Figurtabernakel: altertavle bestående af figur på femkantet sokkel med lukket skab på de tre sider og smalle, bevægelige fløje fortil.
Frifigur: figur, der kan stå frit i rummet og beses fra alle sider.
Glorie: lysende ring bag en hellig persons hoved; kun Kristus har korsglorie med et indfældet, ligearmet kors.
Helvedesvinduer: i middelalderen havde fornemme kvinder to kjoler over hinanden, den inderste ofte snævrere og i et lettere stof end den yderste. Fra o. 1330 kunne den øverste kjole være uden ærmer og med så store ærmeudskæringer, at man gennem disse så kvindens fristende figur i den snævre inderste kjole.
Heraldisk højre/venstre: set fra den pågældende figurs side.
Hierarkisk: om rangfølge af embeder og værdigheder.
Herme: buste anbragt på en (firkantet) pille.
Infulæ (del af den liturgiske dragt): to nedhængende bånd fra bagsiden af en mitra.
Karnation: hudfarve.
Kat: pisk med flere snerte, hvortil der kunne være bundet små skarpe metalstykker.
Kirkefædre: oldkirkelige teologer og forfattere før 600-tallet med stor indflydelse på samtidens og eftertidens opfattelse af kristendommen.
Kirkelærere: (lat. doctores ecclesiae) i senmiddelalderen alene de fire: pave Gregor den Store, biskopperne Augustin og Ambrosius samt Vulgatas skaber Hieronymus, ofte fremstillet som kardinal. Indflydelsesrige latinske teologer, hvis skrifter i 1295 fik autoritativ status i den katolske kirke. I kunsthistorien oftest betegnet kirkefædre.
Komulesko: se sko.
Kors: i materialet findes følgende korsformer:
|
latinsk kors |
|
tau-kors |
|
Andreas-kors |
|
patriarkalkors |
|
Peters-kors |
|
Korsglorie |
Kristi hemmelige lidelser: En senmiddelalderlig forestilling om, at evangeliernes passionsberetninger kun rummer en del af de Kristi lidelser, som Det gamle Testamente havde forudsagt. Til de ”hemmelige lidelser” kunne man henføre stort set ethvert gammeltestamentligt udsagn om lidelse, som man så digtede en opfyldelse til - som en hidtil ufortalt del af passionshistorien. Registranten rummer en del eksempler:
Kristus må gå med nøgne fødder over en stenstrøet grund.
Kristus får bundet plader med spidse søm til fødder og hænder.
Kristus får revet kappen af, så alle piskesårene springer op.
Kristi våben: se Arma Christi.
Kristologisk: som vedrører Kristus, hans liv, lidelse og død.
Krucifiksgruppe: Kristus på korset omgivet af den sørgende Maria og Johannes Døberen.
Lektorium: halvvæg mellem skib og kor, hvorfra epistel og evangelium læses for menigheden.
Mandorla: (spids)oval glorie, der omslutter hele personen.
Manipel (del af den liturgiske dragt): 5-10 cm bredt, o. 50 cm langt bånd, ofte af samme stof som casula. Bæres over venstre håndled, som regel kun under messen.
Maria'er, de tre: "Maria Magdalene og Maria, mor til Jakob den Lille og Joses, samt Salome" (Mark.15,40). I legenden kaldes nr. 2 Maria Kleophas og nr. 3 Maria Salome, ligesom den lader disse to være halvsøstre til Jomfru Maria. Optræder hyppigt som gruppe under Jesu kors.
Middelalder: i Danmark ca. 1050-1536, i Europa 400-tallet - ca. 1400. Tidlig middelalder: i Danmark ca. 1050-1250, i Europa 400-tallet - 900. Højmiddelalder: i Danmark ca. 1250-1400, i Europa ca. 900-1300. Senmiddelalder: i Danmark ca. 1400-1536, i Europa ca. 1300-1400.
Mitra (del af den liturgiske dragt): bispehue.
Matutin: morgenmesse, ottesang.
Monokrom: om et billede, der kun har én farve ud over baggrundsfarven.
Monstrans: Det kostbare gemme, hvor den indviede hostie stilles til skue.
Nådefader: Gudfader med sin døde Søn efter korsnedtagelsen.
Nådestol: Gudfader med sin Søn på korset, nogle gange også med Helligåndsduen.
Officium: gudstjeneste.
Pallium (del af den liturgiske dragt): en ærkebiskops særlige kendetegn; et hvidt bånd, vævet af uld. Det bæres over begge skuldre i form af et Y og symboliserer lammet, der bæres på hyrdens skuldre.
Passionen: Kristi lidelseshistorie.
Pentaptych: altertavle i fem dele, et midtfelt og to sæt bevægelige fløje.
Pietà: Jomfru Maria siddende med sin døde søn liggende hen over skødet. Gruppen indgår ofte i det mere omfattende motiv Begrædelsen.
Pluviale (del af den liturgiske dragt): korkåbe.
Posebind: helbind til en bog; bindet er forlænget nedefter og afsluttet med en knude eller ring, således at bogen kan hænge i bæltet.
Predella: en skabsaltertavles fodstykke.
Prie-dieu: bedeskammel.
Punsle: mønstring i kridtgrunden under en forgyldning foretaget ved at en punsel slås ind i kridtet.
Retabel: i Danmark udelukkende betegnelse for den ældste form for altertavle, en lav rektangulær plade af sten, træ eller alabast, med relieffer eller maleri; på engelsk og fransk er betegnelsen mindre snæver og kan betyde altertavle i det hele taget.
Rocaille: Ornamenter, der efterligner især muslingeskaller, rokokoens foretrukne dekorationsform.
Simultanbillede: et billede, som viser flere, tidsmæssigt adskilte scener af samme handlingsforløb.
Skapular (del af munkedragten): to stykker klæde, hvoraf den ene dækker ryggen, det andet brystet.
Sko: spidse sko var på mode i flere perioder, o. 1510 blev de udkonkurreret af de bredsnudede komule- eller oksemulesko.
Solgisel: den flammende solglans, der omgiver Jomfru Maria på måneseglen, se Apokalyptisk Madonna.
Splintved: vækstlaget, det yngste, yderste og dermed blødeste af træets ved. Ifølge visse lavsvedtægter måtte det ikke anvendes til figurskæring.
Staffering: kridtgrunding af skulpturer og den efterfølgende pålægning af farver.
Stola (del af den liturgiske dragt): langt bånd af stof, der af præster og biskopper bæres over skuldrene og hænger ned foran, diakoner bærer den på skrå over venstre skulder.
Sudarium (del af den liturgiske dragt): Egl. svededug. Trekantet lærredsklæde fæstet til bispestavens øvre del, der muliggør, at en assistent kan holde bispestaven under liturgiske handlinger uden at berøre den.
Suppedaneum: Fodstøtte på Kristi kors, når fødderne ikke er naglet.
Syssel: i Jylland indtil reformationen et såvel verdsligt som gejstligt (= provsti) embedsområde.
Targe: udskåret skjold.
Tiara (del af den liturgiske dragt): den pavelige, tredelte krone.
Titular: den helgen, et alter er viet, og som er "begravet" i altret; i hele vor middelalder er relikvier af titularen lagt i et lille rum i mensa, alterbordspladen.
Tonsur: rund, glatraget plet på issen på katolske gejstlige.
Trambulere: mønstring i kridtgrunden under en forgyldning, foretaget ved at et vinkeljern vrikkes frem og tilbage i kridtet.
Triptych: altertavle i tre dele, et midtfelt og et sæt bevægelige sidefløje.
Triumfbue: åbningen mellem kirkerummet/skibet og koret.
Triumfvæg: kirkerummets vestvæg ind mod skibet.
Tunikella (del af den liturgiske dragt): som dalmatika, men med snævre ærmer, embedsdragt for en subdiakon.
Typologi: systematisk klassifikation af altertavler på grundlag af typiske træk.
Vesper: aftenmesse.
Vigil: gudstjeneste der varede hele natten og omfattede vågen, bøn og skriftlæsning.
Vulgata: (lat. "den almindeligt benyttede"). Den autoriserede latinske bibeloversættelse, som benyttes af den romersk-katolske kirke. Oprindeligt oversat fra grundsprogene hebraisk og græsk af kirkefaderen Hieronymus i årene 383-405.